Grantræet (part 2)

Var det nu Vinter, og Sneen rundt omkring laae gnistrende hvid, saa kom tidt en Hare springende, og satte lige over det lille Træ, – o, det var saa ærgerligt! – Men to Vintre gik, og ved den tredie var Træet saa stort, at Haren maatte gaae uden om det. O, voxe, voxe, blive stor og gammel, det var dog det eneste deilige i denne Verden, tænkte Træet.
I Efteraaret kom altid Brændehuggerne og fældede nogle af de største Træer, det skete hvert Aar, og det unge Grantræ, som nu var ganske godt voxent, skjælvede derved, thi de store, prægtige Træer faldt med en Knagen og Bragen til Jorden; Grenene bleve hugne fra, de saae ganske nøgne, lange og smalle ud; de vare næsten ikke til at kjende, men saa bleve de lagte paa Vogne, og Heste trak dem afsted ud af Skoven.
Hvor skulde de hen? Hvad forestod dem?
I Foraaret, da Svalen og Storken kom, spurgte Træet dem: “Veed I ikke, hvor de førtes hen? Har I ikke mødt dem?”
Svalerne vidste ikke noget, men Storken saae betænkelig ud, nikkede med Hovedet og sagde: “Jo, jeg troer det! jeg mødte mange nye Skibe da jeg fløi fra Ægypten; paa Skibene vare prægtige Mastetræer, jeg tør sige, at det var dem, de lugtede af Gran; jeg kan hilse mange Gange, de kneise, de kneise!”
“O, var jeg dog ogsaa stor nok til at flyve hen over Havet! Hvorledes er det egentligt dette Hav, og hvad ligner det?”
“Ja det er saa vidtløftigt at forklare!” sagde Storken, og saa gik den.
“Glæd Dig ved din Ungdom!” sagde Solstraalerne; “glæd Dig ved din friske Væxt, ved det unge Liv, som er i Dig!”